Amarone er fortsat en af danskernes favoritvine. Læs mere om historien bag Amarone della Vallpolicella og teknikken bag den populære vin.
Amarone, eller som den helt korrekt bør kaldes, Amarone della Valpolicella, laves i Valpolicella i området Veneto i det nordlige Italien, hvor Verona er den største by.
Valpolicella-navnet stammer fra Romertiden og betyder noget i retning af "dalen med de mange kældre”, hvilket antyder, at man har lavet vin her i mere end 2000 år.
Efterspørgslen efter Veneto-vine har gjort området til Italiens mest produktive vinregion og i dag står regionen for omkring 20% af Italiens samlede vinhøst.
Markerne i Valpolicella er overvejende beplantet med Corvina-druer, som bruges i den almindelige Valpolicella-vin, men i Amarone vin finder man også typisk en anelse Rondinella og Molinara.
Fremstillingsmetoden kaldes Passito- eller Appassimento-metoden og kendes helt tilbage fra Romertiden, hvor man også lod de høstede druer tørre under halvtag inden presning og gæring.
Tørringen gør, at 30-40% af vandindholdet i druerne fordamper, hvilket efterlader en større frugtkoncentration og et højere naturligt sukkerindhold.
Tørreteknikken har sidenhen videreudviklet sig og i dag bruges store tørrerum, hvor tørringen minutiøst kan kontrolleres og styres, så man får sat gæringen i gang på det absolut mest optimale tidspunkt, i forhold til at sikre kvalitet og maksimere udbyttet.
Med fadlagring i 1½-4 år og efterfølgende flaskelagring står man med en vin, som på én gang er kraftig og fyldig, men samtidig moden og afbalanceret. De typiske smagsindtryk går henover bagte blommer, hindbær, mørke kirsebær, lakrids, nelliker, mørk chokolade, kaffebønner og vanilje fra fadlagringen.
De sidste 10-15 år har danskernes vinsmag blæst i retningen af Amarone. Ikke så meget på grund af "snobeffekten" imod dyre dråber, fordi det er en dyr fremstillingsproces, når man skal berede sig på, at 30-40% af druemosten fordamper!
En forklaring skal nok nærmere findes i det danske klima, som i efterårs- og vintermånederne (og man kunne fristes til at medregne forårsmånederne) er mørkt, blæsende, regnfuldt og koldt, ja, et vejr som kræver en vis modstandskraft, hvis man vil opretholde en status som ”Verdens lykkeligste folk”.
Med sådan et klima må man naturligt nok polstre sig med proteinrig og kalorieholdig mad, der som oftest er lig med tung og fed mad à la flæskesteg, tunge gryde- og simreretter, fjerkræ med masser af sovs og lagret ost til dessert.
Det er med andre ord et godt vinmatch til sådanne tunge kødretter og modne oste. Samtidig matcher den fint danskernes hang til masser af kraftig fylde, intens lang eftersmag og ikke at forglemme en vis alkoholstyrke til at stive moralen af med.
I 1968 gav man Valpolicella sin regionsbeskyttelse med tildeling af DOC-betegnelsen.
I den forbindelse blev regionens grænser udvidet med fjernere beliggende marker, så for ikke at udvande kvalitetsfornemmelsen, gav man vinavlerne fra de oprindelige marker lov til at tilføje Classico betegnelsen til etiketten. Classico-området ligger i den vestlige tredjedel af Valpolicella DOC.
Først så sent som i 1990 får Amarone papir på sit navn udtrykt som geografisk beskyttet oprindelse i form af DOC-betegnelsen Amarone delle Valpolicella DOC, som definerer, hvor vinen må produceres og på hvilke druer, den må laves.
I 2010 ophøjedes denne status til den strengere definerede DOCG, hvor flaskerne forsynes med en garanti banderole, som bevis på vinens ægthed og store kvalitet.