Veneto

Fra Valpolicella til helt egen DOCG

Indtil Amarone for alvor blev populær, var Recioto den mest fornemme vin, der blev fremstillet i Valpolicella. Den kraftige og søde rødvin har altid været populær, og den var en eftertragtet vin i Romerriget. I det 20. århundrede kom der mere og mere fokus på de tørre vine, og den kraftige Amarone blev født ved, at man undlod at stoppe gæringen ved fremstilling af Recioto. Ved at lade vinen gære ud, fik man den tørre Amarone.

Veneto-regionen har været udgangspunkt for vinproduktion gennem århundrede, men det var først i 2009, at Amarone fik sin egen DOCG i det italienske klassifikationssystem. Tidligere lå den under Valpolicella DOC.

Udfordringen var dengang, at Amarone-vinene havde udviklet sig markant, var blevet brandet og var langt mere populære end de traditionelle Valpolicella-vine, og forbrugeren kender da også Amarone-navnet i langt højere grad end Valpolicella.

Læg mærke til, at DOCG ikke er et særligt område af Valpolicella, men derimod en række krav til druesorter og fremstillingsmetoder, som skal være opfyldt, før flaskerne må pryde sig med bandarole og navn.

… og hvad er Ripasso?

I mellem den klassiske Valpolicella og Amarone-vinene, finder du Ripasso. Nogen kalder den også for en fattigmands-Amarone eller mini-Amarone - vi synes, det er mere retfærdigt, at kalde den for Amarone’s lillesøster.

Rispasare betyder at passere igen, og det er netop det, der sker, når man fremstiller en Ripasso:

• Man tager en traditionel Valpolicella-vin og hælder over kvaset fra Amarone-fremstillingen.
• De sidste smagsnuancer presses ud af Amarone-vinen
• Vinen begynder igen at gære, da der stadig vil være sukker i kvaset.
• Det giver en mere fyldig vin, som optager farve og fylde fra den tidligere vin.
• Ripasso opnår en højere alkoholstyrke, grundet den længere gæringstid.

De to Amarone-skoler - moderne versus traditionel produktion?

Når det gælder fremstillingen af Amarone, er der opstået to ’skoler’. Der er traditionalisterne, som benytter den gamle opbinding af vinstokkene, og de tørrer druerne på loftsrum, hvilket giver øget risiko for udvikling af råd. Ædelt råd kender du fra fx Sauternes, men når den opstår i produktionen af Amarone, resulterer det i mere sødme og fylde, men til gengæld mister vinen noget af sin farve, tannin og smag. Sidst, men ikke mindst, foreskriver de gamle metoder, at vinen lagres på gamle fade, hvilket ikke bidrager til smagen.

Som modpol til traditionalisterne møder vi modernisterne, som har moderniseret hele processen - fra vinstokkenes opbinding til anvendelsen af nye egefade. De arbejder med kontrolleret tørring af druerne, der sikrer, at der ikke opstår ædelt råd. De moderne Amarone-vine har en mørkere farve, højere indhold af tannin og dermed længere lagringspotentiale.