Læs mere om vinene fra Chianti og Chianti Classico

HVOR LAVER MAN CHIANTI?

Toscana er verdensberømt for alt, hvad der har med italiensk finkultur at gøre. Lige fra antikkens Rom, og op til afslutningen af renæssancen, i slutningen af det 16. århundrede.

Regionen er omkranset af renæssancens højborg, Firenze, mod nord, Middelhavet mod vest, Appenniner-bjergkæden mod øst og hovedstadsprovinsen Lazio i syd. En fantastisk smukt, bakket landskab udsat for varme somre, et mildt efterår og kolde vintre. Olivenlunde og rækkevis af cypresser trækker grænserne omkring de mange vingårde og villaer.

Vinmarkerne står overvejende beplantet med Sangiovese-vinstokke, men også lidt Canaiolo og en lille smule af de grønne druer Trebbiano og Malvasia. Den altdominerende vin fra dette område er Chianti vinen.

CHIANTI – SKÆRPELSE AF PRODUKTIONSMETODEN

I det 19. århundrede og helt frem til 1984 var det den gængse anskuelse, at Chianti-vin skulle drikkes ung. Vinen blev fremstillet af Sangiovese-druer, hvori man tilsatte Canaiolo og op til 30% grønne druer. Resultatet var en spinkel og tyndbenet grøn vin, meget lys i farven pga. tilsætningen af de grønne druer, men som kunne produceres hurtigt og i store mængder til de tørstige efterkrigstidsforbrugere i hele Europa. En tørstslukker, som ydermere kunne positionere sig i forbrugerens bevidsthed, når den blev aftappet og eksporteret på den ikoniske bastflaske, ”Fiasco”-flasken.

I forbindelse med, at man ophøjede Chianti-klassifikationen fra DOC til DOCG i 1984, ændrede man også kravene til druesammensætningen. Sangiovese-indholdet skulle nu som minimum være 75%, imod tidligere 50%, og indholdet af grønne druer måtte højest være på 5%, imod de tidligere 30%. Til gengæld blev der åbnet op for mulighederne for at tilsætte op til 10% af de internationale druesorter Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, som havde gjort de oprørske Supertoscanere nok så berømte, siden midten af halvfjerdserne.

I 1996 – samtidig med, at man udskilte Chianti Classico-zonens vine i deres egen DOCG-klasse – åbnede man op for, at vinen herfra kunne fremstilles på 100% Sangiovese og i 2006 forbød man helt og holdent tilsætningen af grønne druer i Chianti-vinen.

CHIANTI, CHIANTI CLASSICO, SUPERIORE, RISERVA OG GRAN SELEZIONE

Chianti-distriktet er inddelt i 7 geografiske underzoner: Chianti Classico, Chianti Montalbano, Chianti Colli Fiorentini, Chianti Rufina, Chianti Colli Senesi, Chianti Colli Aretini og Chianti Colline Pisane.

Chianti Classico, der betragtes som det historisk oprindelige dyrkningsområde, starter umiddelbart syd for Firenze og fortsætter ca. 50 km sydpå til Siena. Det er den almindelige antagelse, at sandsynligheden for at finde god Chianti vin er størst i Classico-zonen, uden at man dog kan afskrive de øvrige zoner fuldstændigt. Almindelig Chianti vin må sælges fra 1. marts efter høståret og vil dermed være uden fadlagring. Chianti Classico skal lagre min. 10 måneder og heraf skal de 7 måneder være på egefade.

De øvrige underzoner har differentierede lagringsregler, som typisk er mindre restriktive end Chianti Classico reglerne. Chianti Superiore kvaliteterne undergår 10 måneders lagring og heraf skal de 3 måneder være på flaske. Chianti Riserva eller Chianti Classico Riserva betegnelsen kræver minimum 24 måneders fadlagring, efterfulgt af 3 måneders flaskelagring.

Toppen af kvalitetspyramiden udgøres af Chianti Classico Gran Selezione, som forudsætter 30 måneders lagring på fade, inklusive 3 måneder på flaske. Disse vine vil ydermere ofte være enkeltmarksvine, eller vine fra marker, hvor druernes udviklingspotentiale har vist sig at være usædvanlig højt.

HVORDAN SMAGER CHIANTI VIN?

Den klassiske Chianti vin er ung, let bitter og har smagselementer af ikke helt modne frugter, en del syre, lidt viol og iris, hvilket igen understreger den let bitre smag.

Riserva vinene har mere fylde og dufter af en kombination af tobak, peber og solbær. I smagen opleves elementer af kirsebær og fadlagringen vil bibringe en oplevelse af læder og træ. Tanninerne vil være mere elegante og eftersmagen længere.

Gran Selezione vinene vil umiddelbart byde på mere af det hele kombineret med vaniljesmagen fra den markant længere fadlagring.

Chianti er en tør vin, som i gode årgange vil kunne gemmes i 10 år eller længere.

HVILKEN MAD PASSER TIL CHIANTI?

Chianti er ”madvin” og enhver restaurant med respekt for sig selv har Chianti vin på vinkortet. Almindelig Chianti er typisk relativt let, saftig og syrerig og vil derfor være en perfekt ledsager til danskernes hverdagsfavoritter, såsom pasta med tomatsauce, pizza, ja sågar frikadellerne eller medisterpølsen. Riserva- og Gran Selezione kvaliteterne har øget kompleksitet og koncentration, og vil derfor kunne komplimentere kødretter med fjerkræ, oksekød og gris.

CHIANTI – DOBBELTGÆRET SOM GOVERNO

Governo er en vinifikationsteknik, som angiveligt stammer fra 1400-tallet og som indtil for få år siden egentlig var gået lidt i glemmebogen. Teknikken har lighedspunkter med Appassimento metoden fra Veneto, idet den involverer tørrede druer. Tørrede druer tilsættes efter første gæring, hvorved gærcellerne genoplives, idet mosten får tilført de sukkerholdige tørrede druer. Når anden gæringen herefter afbrydes står man tilbage med en vinmost, som ikke bare har fået forhøjet alkoholen, men som også har et højere restsukkerindhold, der bidrager til en mere fyldig og rund vinoplevelse.