I Sancerre laves der skønne og elegante vine - både hvidvin, rosévin og rødvin. Køb din Sancerre online til gode priser og få masser af fordele: Fri fragt allerede ved køb for 500 kr. Hurtig levering i hele Danmark. Afhent gratis i din lokale Skjold Burne. Hele 30 dages fri returret.
I det centrale Frankrig, bare halvanden times kørsel sydvest for Chablis, ligger middelalderlandsbyen Sancerre. Byen ligger med en smuk udsigt på en 360 meter høj bakketop på den venstre bred af Frankrigs længste flod, Loire. Byen huser små 2000 indbyggere og vinarealet rundt om byen udgør ca. 2.700 hektar. Vinmarkerne er overvejende beplantet med Sauvignon Blanc druer (ca. 80%) og en anelse Pinot Noir.
Det bakkede landskab er ideelt til vindyrkning, da det giver vidtstrakte, skrånende arealer med god soleksponering. Og især de sydvendte skråninger er kendt for at levere exceptionelt gode druer.
Undergrunden varierer fra at være domineret af ler og hvid kalksten, over til også at indeholde den helt specielle limsten, som man kender fra Chablis, for til sidst (og nærmest Sancerre by), at indeholde mere grus og flint. En undergrund, som tydeligt afspejles i vinens mineralitet.
Den store afstand til havet betyder, at klimaet nærmer sig et kontinentalt klima, med korte varme somre, lange kolde vintre og risiko for frost langt hen i foråret. Udfordrende betingelser, som kræver, at vinavlerne konstant overvåger og retter marken af, i forhold til vejrforholdenes indvirkning.
På fransk jord er det almindelig forstået, at Sancerre er for Sauvignon Blanc druen, hvad Chablis er for Chardonnay. Begge druer karakteriseres som internationale druer, fordi de står plantet på flere kontinenter, men Sancerre og Chablis repræsenterer hver især dyrkningsområder, som giver det reneste bud på, hvordan druerne skal smage, når de udelukkende skal afspejle terroir - dyrkningsområdets geologiske og klimatiske forhold.
Produktionen ligger årligt på ca. 22 mio. flasker, heraf ca. 17 mio. flasker hvidvin på Sauvignon Blanc, ca. 3 mio. flasker rødvin på Pinot Noir og ca. 1,6 mio. flasker rosé, ligeledes på Pinot Noir.
Der findes ca. 350 vinavlere og 25 négocianter (vinmagere som opkøber druer) i området, så der er mange om buddet, til trods for, at man sidst i 1900-tallet tredoblede vinarealet.
Det var op igennem 70'erne og 80'erne, at Sancerre for alvor slog sit navn fast som oprindelse for hvidvine lavet på Sauvignon Blanc - og med god grund.
Sancerre bliver sjældent fadlagret, om end flere producenter med marker tættest på Sancerre by eksperimenterer med fadlagring, netop her hvor undergrunden indeholder den blanding af ler og kalk, man kender fra Chablis.
Vinen er lys grønlig i farven og har en karakteristisk duft af stikkelsbær, græs, hyldeblomst og citrus.
Smagen er tør og sprød og præges af en frisk syre, med noter af fersken og stikkelsbær.
De mineralske elementer vil ofte have en flintagtig karakter.
Vinene drikkes som hovedregel unge, men kan fra visse marker flaskelagres 3-5 år regnet fra frigivelsen til salg.
Hvid Sancerre er en alsidig madvin, som i særdeleshed går godt i spænd med skaldyr, fiskeretter, fjerkræ og gedeost. Eller som ren nydelse på terrassen eller i sofaen. Rød Sancerre er et godt match til lyst kød, fjerkræ og charcuterie - og ærkefranske klassikere som f.eks. Coq au Vin. Her kan du læse flere gode tips til at matche vinen og maden
Sauvignon Blanc-druen dyrkes på alle kontinenter i lande såsom New Zealand, Australien, USA, Chile, Spanien, Argentina, Østrig og Italien. Druen trives godt med sol, men endelig ikke for meget af slagsen, hvilket vanskeliggør situationen for mange lande, f. eks. Australien, USA, Spanien og Italien.
I de sidste 20-30 år har man dog gjort sig store anstrengelser med Sauvignon Blanc i New Zealand og med stor succes til følge. I Marlborough-regionen på New Zealand har man plantet Sauvignon Blanc på det, der svarer til 19.047 hektar. Et areal 7 gange større end arealet i Sancerre. Ikke så mærkeligt, at der dukker New Zealandsk Sauvignon Blanc op på mange markeder, inkl. det danske.
Også i Østrig bliver der med stor succes lavet vin på Sauvignon Blanc. Flere vinhuse har opnået stor anerkendelse for deres Sauvignon Blanc vine, som modsat Sauvignon Blanc fra Marlborough ikke sælges på pris, men på deres sødme og eksotiske frugtsmag.
Vinavlerne i Sancerre ved dog udmærket godt, at de sidder på en undergrund, som giver deres vine en hel anden mineralitet, end den man kan få fra Marlborough i New Zealand og i Østrig, så mon ikke der også i fremtiden vil være forbrugere og professionelle indkøbere til de relativt beskedne 22 mio. flasker vin fra Sancerre.