Juledesserten over dem alle er en klassiker, og den er svær at komme uden om i julemåneden. Spørgsmålet er, hvad serverer man til ris à la manden - altså ud over kirsebærsauce?
Der kan være delte meninger om, hvilken vin, der passer bedst til juledesserten, men fælles for dem alle er, at du skal finde en vin, der komplimenterer både den mandel- og flødeprægede ris à la mande og kirsebærsaucen.
En rød dessertvin vil passe bedst til kirsebærsaucen, og så skal den have en god portion sødme - og kan man ane en snert af kirsebær, vil det være fortræffeligt.
Når der skal portvin på bordet juleaften, er en Vintage Port det optimale valg til at matche kirsebærsaucen. Hører du og dine gæster til dem, der også sætter pris på et glas til konfekten, kan du satse på Tawny- eller Colheita-typerne. Og husk, det kan være en god idé at rejse portvinen op, 24 timer før den skal serveres, så du undgår bundfald. Læs mere om de forskellige portvinstyper.
Et andet godt alternativ vil være en Recioto della Valpolicella, der er en sød italiensk dessertvin fra Veneto i det nordøstlige Italien. Dens kirsebær- og mandelnoter går rigtig fint til desserten. Recioto bliver lavet ud fra samme appasimento-proces, som Amarone, men ved Recioto henlægges druerne minimum en måned længere.
Den franske Banyuls er også et godt match. Den har karakter, er fyldt med sødme, og så er den ekstremt delikat. Den passer i øvrigt også fint til chokoladekonfekt lidt senere på aftenen.
Hverken Portvinen, Recioto’en eller vinen fra Banyuls må være for varme. De bør tages direkte fra køleskabet et kvarter før servering, så når de ’rammer’ glasset, er vinene 6-7 grader, og drikkes ved 8-10 grader. Og stil endelig et lidt større glas på bordet - så får dessertvinene nemlig mulighed for at udvikle alle deres duftnuancer. Brug derfor gerne et hvidvinsglas og skænk blot lidt mindre i glasset.
Skjold-Burne har et imponerende udvalg af vine. Køb i webshoppen og få leveret direkte til døren.